Nogle gange kan der komme gode ting ud af selv de værste kriser, og efter pandemien har der i turistindustrien været et ønske om at udvikle nye måder at opleve rejser på. I dag vil vi se nærmere på en af disse metoder, som Osservatorio Innovazione Digitale nel Turismo under Milanos Polytekniske Universitet har kaldt “Neverending Tourism”. Har du nogensinde hørt om dette begreb? Læs videre for at få mere at vide.
Den såkaldte Neverending Tourism, som direkte oversat betyder “rejse uden ende”, henviser til varigheden af en turistoplevelse (både i tid og rum) takket være de digitale muligheder. Med denne nye rejsemetode står turistvirksomhederne over for en ny mulighed for at skabe produkter og processer, som er designet til at tilbyde en oplevelse, der går endnu dybere end selve turistbesøget, og som i virkeligheden aldrig slutter. Konceptet Neverending Tourism giver turistvirksomhederne mulighed for at levere en bred vifte af nye innovative produkter og tjenester af værdi til kunderne.
Hvem vil ikke gerne opleve en ferie uden ende? Efterspørgslen på magasiner, guidebøger eller rejsedokumentarer er stigende, og det samme gælder souvenirs, gastronomiske egnsprodukter og kunsthåndværk fra lokalmiljøerne ... De rejsende undersøger nøje de lokale forhold både før, under og efter rejsen, netop pga. ønsket om at få turistoplevelsen til at vare ved. Dette hjælper os med at opretholde forbindelsen til de rejsemål, vi besøger, både før og efter rejsen.
Teknologien har således givet os bedre mulighed for at udvide turistoplevelsen. Som det fremgår af data indhentet af observatoriet i Milano, har antallet af turister, der via internettet køber lokalprodukter fra de områder, de besøger, været støt stigende siden 2016, hvilket klart viser et voksende potentiale for dette marked.
Coronapandemien, og i særdeleshed nedlukningen, forstærkede bestemte tendenser, heriblandt hvor meget tid vi bruger på internettet, et tal der i den grad har taget et hop. I Italien betød den første nedlukning, ifølge Osservatorio Innovazione Digitale nel Turismo, at 40 % af internetbrugerne brugte mere tid på podcasts, videospil, musik og onlinenyheder. Digitale tjenester (banker, onlinekøb, takeaway ...) oplevede den samme markante fremgang.
Denne stigende tendens har selvfølgelig også haft indvirkning på turistoplevelsen. Internettet har styrket sin rolle, ikke kun som inspirationskilde, men også som en direkte kanal for oplevelsen, da kunden nu på virtuel vis kan få oplevelser, som før udelukkende var fysiske; dette gælder f.eks. museumsbesøg eller andre kulturoplevelser – bare for at nævne nogle få.
Under pandemien steg internetsøgninger efter virtuelle museumsoplevelser markant, hvilket har ført til en stigning i udviklingen af digitale turist- og kulturoplevelser, som understøtter det traditionelle fysiske besøg.
For at kunne imødekomme denne stigende efterspørgsel på virtuelle oplevelser før og efter rejserne, har mange destinationer, i de sværeste måneder af pandemien, udbudt en række digitale tjenester. Ifølge Osservatorio Innovazione Digitale nei Beni e Attività Cultural formidlede 80 % af de italienske museer, monumenter og arkæologiske seværdigheder i 2020 onlineindhold, heriblandt pædagogiske laboratorier, guidede rundvisninger, workshops m.m., med henblik på at opbygge loyalitet og bevare en levende kontakt med de besøgende.
Men i modsætning til, hvad mange måtte tro, så behøver en oplevelse uden ende ikke at være baseret på e-handel og digitalt indhold. Et godt eksempel på dette er en italiensk turoperatør og en lufthavn, som har lanceret en tjeneste, der giver deres kunder mulighed for at bestille dutyfree-produkter online og med rabat forud for rejsen, eller bestille en personlig shopper, der kan hjælpe dem med at forudbestille varer i lufthavnens butikker.
I Malaga-provinsen – på Costa del Sol – har vi tilsluttet os denne innovative tendens, så alle interesserede i vores rejsemål nu kan dykke ned i et hav af oplevelser omkring rejsen, både før, under og efter. Et godt eksempel herpå er indholdet i vores blog og de informationsguider, vi har udviklet, som f.eks. denne om Enestående oplevelser på Costa del Sol. Måske har du længe drømt om at være en “neverending tourist”, men ikke vidst det?!